Spatial Listening

– group conversation

Wednesday the 17th of April

The vault at Art Hub Copenhagen

1 hour and 7 minutes.

 

Present: Louise Vind Nielsen, Elisabeth Holager Lund, Amalie Sejersdahl, Randi Lindholm Hansen, Lukas Quist Lund.

 

Unedited AI generated transcription (apologies for spelling mistakes).

Conversation in Danish.

[To be revisited, sorting out speakers and fragmentized later on].

Ja, men det er jo… Har du en kop? Ja da. Yes. Jeg kommer bare med. Malie, skal du have en kop nu? Ja. Det er sjovt altså, fordi der er trykket optag, så der er ikke nogen, der siger noget. Nej. Så skal man… Det er en der rummer. Ja, væk til sine ord anderledes. Det er talt. Nu har vi nogle spørgsmål. Vi har ikke nogen spørgsmål. Fordi det er jo ikke et interview egentlig. Nej, måske kan vi stille nogle spørgsmål. Men samtale, det kan vi sagtens. Jeg har en fornemmelse af, at der er alt muligt, vi har snakket om i formiddag, som vi ikke… Skulle have. Kan vi sige det igen, når vi så… Kan vi genansætte? Nej, altså der var meget… Der var meget… Der var mange stier, vi ikke nåede at bevæge os nedad eller afsætte til ting, som kan uddybes eller genbesøges eller… Jeg hørte jo kun fragmenter, men der var en sti, der virkelig sådan ramte mig. Og det var da du citerede space as doubt. Rumsens tvivl. Og det ramte mig. Og jeg ved ikke hvorfor, men jeg er bare nysgerrig på, om jeg skal høre, hvordan det ramte jer. Eller… Hvad det ligesom siger… Følelse og tanker i gang hos jer. Øhm… For jeg tror, at jeg har svært ved at lande den, men den ramte mig. Så derfor vil jeg bare måske simpelthen høre. Jeg har det lidt på samme måde. Altså, det var et… Det var meget få tilsætninger i det tekst, jeg faktisk havde understravet, men den havde jeg understravet. Fordi den blev hængende lidt ved mig. Men også den måde, den stod i teksten på, var den lidt sådan underligt overlet til sig selv. Øhm… Så jeg er heller ikke helt sikker på, hvad den vil. Men den vil et eller andet. Og den tvivl i, hvad den skal, passer måske meget godt med udsagnet sig selv. Ja, det var et sted i teksten, der hed Space Continuation and End i Pantis. Øhm… Det var det sted i teksten, hvor… Øhm… Hvor han begyndte at tale om… Space is never given to me. I have… Space er flygtet i tid. At det er noget, der lykke ud af hænderne på ham. Eller på en. Ja. Øhm… At det er sådan umuligt at graspe. Hvad hedder det? Øhm… Gribe. Ja. Hvis I skulle oversætte det til det her rum. Hvordan ville I så gøre det? Er der ligesom noget ved det her rum, der ligesom… Svært at gribe. Der ligesom flyver ud. Så meget tvivl i sig. Også med den note, der rent faktisk er en bankboks. Altså, det er noget sådan voldsomt konkret. Og så undrer jeg mig, er der så stadigvæk en tvivl i sådan… Noget, der er fastholdt ved en bankboks? Hvad er svært at holde af en bankboks? Jeg tænker næsten, at der er mere tvivl i kraft af, at det er en bankboks. Ja. Altså, du talte om rummets vilje. Og jeg tænker, at det her rum vil… Altså, det vil måske mange ting, og det vil måske lidt for mange ting. Men jeg tror, de tvivler på, hvad det vil. Men er det i sådan rummets arkitektur, eller er det i rummets beboelse? Eller hvordan man beboer rummene? Beboelse. Hvad tænker jeg på det? Det er i hvert fald noget meget syre med at have… Jeg synes, rummene er meget afklaret i sådan en grundform som bankboks. Hvor man sådan… Det kan man virkelig godt forestille sig, at guldbarerne bare ligger op ad væggene. Fjerkantede og sådan noget. Det der med, at det sådan er fake ovenlys. Eller, jeg ved ikke, om det er fake. Det kunne jo være rigtigt. Det er en meget mærkelig følelse inde i en bankboks. Ovenlys, som i, at det skulle være ud… Altså, det ligner… Ud af dagslys. Ja, som om det er dagslyset, der sådan falder ind i boksen. Det er sådan et spændende greb, vil jeg sige. Men ellers synes jeg virkelig, det mest iøjefaldende for mig, når jeg kom ind i det her rum og begyndte at dechifrere eller aflæse det, det er virkelig de der… Helt rart, jeg skal spørge. Lameller, der hænger deroppe på væggen. Det er meget spoist. Det er virkelig sådan… Men her har jeg alligevel svært ved sådan at aflæse. Så der ligger min tvivl i rummet. Ligger i den der… Det foreslår noget, og jeg ved virkelig ikke helt, hvordan jeg skal aflæse det. Det er faktisk først, når jeg lægger mærke til, at det faktisk ikke er nogen solid væg, det her. Det er faktisk et skab eller en… Altså, jeg aner ikke, hvad der er derinde bagved. Det ligner jo en skate. Det er sådan et lille skab. Men med to kæmpe store lover. Ja, virkelig. Så det er sådan et… Altså, det er ret ubrugeligt for en anden praktisk måde. Det er meget lidt bankboks over de der døder, i hvert fald. Og det ser ikke særlig… Det ser lidt solidt ud. Nej. Som en kulisse. Ja. Det står i stor kontrast til den metal, der er ude der, tror jeg. Ja, det er det. Men jeg havde også været herinde i tre uger, før jeg opdagede, at det ikke var en solid væg. Ja. Altså, det var først i slutningen af tredje uge, da du åbnede det. Så… Der er der noget. Den er også malet sort, jo. Og sort, når man maler sort, så betyder det, at det findes ikke. I sådan en scenografisk betydning. Så er det sådan lidt… Lad være med at kigge på mig, fordi jeg findes ikke. Ja. Klar. Og er det både scenografisk, men har det også en eller anden psykologisk effekt? Altså, det med… Det virker jo for mig. Du har fuldstændig ret. Altså, når jeg ser noget sort, så reagerer jeg på det på den måde. Men, mit spørgsmål er ligesom… Er der sådan en anden grund til, at en scenograf har valgt det? Øhm… Altså, herinde… Nej, men… Altså, bare sådan generelt, altså om sort ligesom har… Om sort… Jamen, altså, på en scene har det jo den funktion, at det ikke fanger lyset, så det faktisk på ægte kan forsvinde. Øhm… Og skabe… Det kan jo skabe alt muligt. Fordi hvad fanden gemmer sig i skyggerne? Det er jo det mest uhyggelige. Det er det ukendte. Andet. Nååå. Øhm… Der er jo et godt spørgsmål til, hvorfor går vi så meget med sort? Er det, fordi vi ikke vil ses? Er det, fordi vi forsvinder? Øhm… Det tror jeg ikke, det er. Jeg tror, det er, fordi det er en sådan øhm… Så er vi enige om, at det betyder, at vi er mere optaget af, hvad vi laver og hvad vi tænker på, end hvordan det synes. Øhm… Jeg tænker, det er sådan lidt The White Canvas-agtig måde, og sådan… Jeg skal også lige sige, der er jo sådan en forskel på sådan… Inden for sådan scenografiens… Altså, sådan inden for scenekunstens verden, så er det sådan, at det er sådan, at det er sådan, at det er sådan blækbokses, altså. Inden for kunstens verden er det en white cube. Øhm, ja. Det er sådan… At det er også sådan, altså, hvis du stiller noget sort ind i en white cube, så ser man det meget tydeligt. Ja. Men… Ja. På scenen… Men der er vi også enige om, i en white cube, at sådan, det her rum, det findes ikke. Altså, det her er kunst taget ud af konteksten af livet derude. Nu står det her og er ligesom forslået til at bare 100% være, hvad det nu er. Og hvis du stiller en… Hvis der er en person i sort tøj i et udstillingsrum, så kan man se sådan en skarp kontur, så skærer man sådan igennem. Det er derfor vi har sort tøj. Det er sådan en kunstverdens farve, eller ikke farve, synes jeg. Men det er jo sjovt, hvorfor det så er hvidt, hvis den sorte farve kræfter den reflekterede lys. Ja, men måske har noget med lys at gøre. Jeg tænker på de flotte gamle udstillingsrum, som har det der ovenlys. Ikke direkte sol, men det her ovenlys. Blødt himmellys. At det er den måde vi helst vil se kunst på om alle de år, fordi det er den klareste farvegengivelse. At det måske kommer fra det rum. Men en black box kommer nemlig fra at få det kunstige lys, som du kan få magi til at skabe. Til at være 100% kontrolleret. Men vi er langt væk fra hvidt nu, faktisk. Det er ret vildt. Men ikke så langt fra hvidt. Er der andre farver i scenografien, som har sådan en funktion? Som har fået noget til at forsvinde, eller noget til at være noget bestemt? Ja, man kan sige, at det er alle mulige skræmmende reelle om hvad man må og ikke må. Men det er jo, vil jeg sige, mere kulturelt betinget. Når man vælger farver, så er det jo én ting, hvad de skal fortælle, men det er jo helt klart, at det hele handler også om, hvad man ser. Og hvordan det virker på en scene. I forhold til hvordan det skrider frem. I forhold til alt det andet, der er deroppe. Men ikke på den samme måde, som det der sorte, som jeg tænker er sådan en grundprincip. Men i modsat er det, at når du flytter ting i det offentlige rum og site-specific, så pludselig har du et bagtæppe og en kontekst, du skal forholde dig til. Og som du skal gå med eller imod. Hvor du er fritaget fra det. I en backbox. Artistisk. Du kan have meget mere af det her, jeg vil skabe. Som måske også er en stor forskel på arkitektur og teater. I arkitektur skal man jo hele tiden forholde sig til en kontekst. Det er en stor del af kunsten. At kunne lave en komposition, hvor man passer ind og alligevel har et eller andet på hjertet. Tilpasser sig rum på en eller anden måde. Og passer ind i et rum. Et space. Ja. Jeg sidder så for sådan en følelse af, at hvad er forholdet mellem lysfarver, men også lyd og rum. Hvordan min opmærksomhed mod lyd også er farve i tonen. Hvor stor er måske mit visuelle outlook og mine indtryk af særlige farver. Og styrer min lydlige sansning bestemt et sted af ham. Er der en grund til, at jeg for eksempel godt kan lide at lytte til musik i meget lysafdæmpet rum. Jeg kan godt lide at ligge på min stue, gå og slukke lyset. Stadig hvor der er lys, men hvor det er neddæmpet at lytte til musik der. Ligeså vel som når man går til koncerter, at lys er bestemt. At lys er ikke tilfældigt, det er også designet på en særlig måde. På hvilken måde går de faktisk på en eller anden måde designmæssigt frem. Eller tæt på hinanden. Netop også fordi jeg tror, at en ting er måske det konkrete rum med vægge. Men der er også et visuelt rum, der kan afskærmes, som går meget tættere på end der hvor væggen er. Stopper vi rummet før, kan jeg lytte derhen, selvom lydene kommer andre steder fra. At der ligesom er et midtmatch mellem rum, et overlappende rum. At når man sidder og lytter i et rum, så er det visuelle og det lydlige. De forhandles rigtig meget, de overlapper, de deler ikke samme rum, som du er i. Det er ligesom tre forskellige rum, som selvfølgelig mødes. Måske tre forskellige cirkler, og så sidder du derinde, hvor de alle sammen mødes. Men de kommer i virkeligheden ud fra forskellige rum. Men jeg tænker også, at du dæmper for de andres sanser, så din hørelse får mere plads til. Og at du ikke skal reagere på særlig mange andre ting. Så forestil dig, at lyden bliver mere præsent i dit… Når alt det står og bimler og vambler. Men det er også modsat ved de fancy koncerter, hvor lysbravene kommer samtidig med bravene i musikken. Så det er ikke fordi, at det ene er imod det andet. Men at det netop er brugt til at bestyre nogle bestemte oplevelser. At de ligesom har et bare potent samarbejde. Selvom de har forskellige rum at være i. Skaberum, jeg tror man tænker jeg. Hvis man står i et mørkt rum, og man hører en lyd. Så er pludselig en opmærksomhed der, hvor lyden er. At man begynder at arbejde på at forestille sig, hvad der foregår. På samme måde som man absolut kan skabe et meget lille rum i et rum ved hjælp af lys. Og at den her rum forsvinder på en måde, fordi du skaber noget fokus. Vi sidder jo også på en meget total måde et rum i et rum. Altså bankboksen inde i din gamle bank. Spørgsmålet er om den cirkel af bløde møbler vi har lavet også er et slags… Samtalerum i bankboksrummet. Og hvad ville der ske, hvis vi et andet sted nu slukkede lyset? Eller gjorde noget andet ved det her rum? Der skal ikke meget til i et gæstløshed, før der kommer flere og flere rum. Men jeg vil sige, vi sidder jo rundt om lærboglet her. Lejrboglet. Og det er jo en grund til sikkert, at vi altid blev ved med at sidde i en rund græns. Fordi vi har siddet sådan i tusind år rundt om det der lille lys. Men så bliver der også pludselig skabt sådan den her… Fordi vores kroppe er vendt mod hinanden. Ind mod et center af et eller andet. Eller mod hinanden. Så bliver der også skabt det her… Inside and outside space. Altså inde i cirklen. Eller inde i rummet og uden for rummet. Som du også har fået på din liste. Liste 3. Som jeg også synes er meget spændende. Vi talte også om det i… Noget af det allerførste i mandags, Amalie. Hvor du talte om sådan en indhegning. Og prøver det at holde noget inde? Holder det noget ude? Og er der forskel på det? Når man grupperer sig på den her måde. Eller laver en cirkel. Jeg tegnede noget cirkler i går eftermiddag. Så prøver man at skabe et rum inden for cirklen endnu. Uden for cirklen. Men jeg tror det sigende her er jo et andet sted. At fordi vi sidder og snakker. Så kan vi godt håndtere os imod vores håndbevægelser. Hvorvidt vi sidder og nikker og ser på hinanden. Men det visuelle afbud er jo egentlig ikke strengt nødvendigt. Som i forhold til de døve der netop har arrangeret borerne. Så de visuelt kunne se hinanden. Så det her lejerbål. Kan jo godt varme os i ryggen. Og så stadigvæk have en samtale. Det vil jo godt ændre den her… Øhm… Det her rum for samtale. Og sidde på en helt anden måde. Som hverken har noget med en cirkler at gøre. Men man er jo ligesom vant til at sidde om et lejerbål. Men der er vel også noget med den kropslige tilstedeværelse og anerkendelse af hinanden. Og hvad hinanden siger. Som gør et eller andet ved samtalen. Jo jo. Vi har i hvert fald gjort det til en del af samtalen her. Øhm… Altså det kan jo ændre samtalen. Tænker jeg. En del. Hvis det var, at vi sad med ryggen til samtalen. Ja. Men det er jo et helt andet rum og en helt anden samtale. Men jeg tror også, at det ville… Nu tænker jeg bare på det der med at have lejerbålet i ryggen. Fordi jeg tror… Øhm… Jeg tror heller ikke, at man skal underkende lejerbålets virkning i en samtale. At man har det der. For det første er et fokus i et rum. Og det vil jo… Man er jo lynhurtig til at aflæse et rum. Og finde ud af, hvor det… Når man kommer hjem på café. Man ved lidt ved det samme. Hvor man helst vil sidde. Er der noget med lys? Eller… Øhm… Og at man har den der veksle imellem det der levende noget. Der hele tiden har en bevægelse og en udvikling. Som er sådan en free space til at… Veksel imellem. Blive sådan… Fokuseret. Det er jo også et fokus. Men altså samtalen. Og… Ja. At… Det kan også blive for meget. På en eller anden måde. Det der. Intense. Måske er det derfor, vi hentede kaffekanden ned. Ja. Som et center. Vi manglede lidt sådan et… Anchor post. Ja. I mødes om kaffen. I cirklen. Vi har mikrofonerne. Men de er ikke helt i midten. De prøver vi også lidt at glemme. Ja. Den her kaffen. Den her. Trækker fokus væk fra. Det er oprydnings… At det… At man ikke vil få den. Hvordan føler I egentlig, at de ændrer rummet? At det er nu et optaget rum? Fordi rummet i morgen. Det er givetvis også optaget. Og der skal givetvis også skrives en eller anden sæd på fordøren med, at man nu træder ind i et rum, der bliver lige optaget. Hvordan ændrer det her rummet for jer, at det bliver optaget? Og på hvilken måde kan man måske tage højde for det? Kære omkring det? Jeg synes, det er netop ikke en negativ moderkærlighed. Men en… Moderkærlighed. Jeg tror helt klart, at jeg føler, at jeg sådan skal… At jeg er mere bevidst om, hvad det er, jeg siger. Og sådan… At jeg skal sige noget klogt. Hvis jeg sådan skal sige noget, så skal det også være noget, der virkelig… bidrager rigtig godt til samtalen. Ja, det skaber sådan en smule spænding. Ja. Men jeg føler ikke, at det har været sådan til, når vi har lavet de andre delinger, når vi har optaget det. Og jeg tror også, det er fordi… Altså, nu er det meget sådan i tale sat. Nu skal vi have en samtale. Og inden for den her time. Altså, der er virkelig sat nogle rammer omkring det. For vi har jo siddet og snakket hele formiddagen. Som lige så vel kunne være blevet optaget. Som den her samtale, på en måde. Ja, måske burde den have været optaget, og ikke den her. Det kan godt være. Og vi kan i princippet også have en runde, hvor vi siger noget værre. Og så er det ligesom en del af optagelsen, at forstyrre og besværtegøre alle ting. Men det gør også noget ved den her samtale, at vi… Der var ligesom et moment af at tænde… Eller tænde optageren. Jeg tror, jeg havde haft det anderledes. Vi havde bare kommet ind i rummet, og så var der en lydoptagelse i gang. Og det er det, der er sket med… Eller det er den måde, vi har gjort det på med delingerne. At når folk ankommer, så er den er tændt. Det skal ikke siges højt. Det bliver ikke et rituelt øjeblik, at man skal trykke på en knap. Det bliver usynligt, på en anden måde. Så jeg bliver ikke lige så selvbevidst eller konfronteret med det. Det var faktisk enormt interessant i forhold til i morgen. Om man skulle gøre præcis det samme for at undgå den der selvbevidsthed. Eller om man skal konfrontere den for at se, hvad sker der med det her rum. Hvis optagelsen er i gang, skal man så gå rundt og give folk kortet, der hedder… Det her rum bliver lydoptaget. Hvordan ændrer det rummet? Og så giver det ved til hinanden. For netop at ændre rum udfordrer rum, påvirker rum. Ellers skal man have værre. For netop også at have det her… Det er et andet slags rum, som du så kun kan skabe. Det er netop at lade være. Der er simpelthen et valg. Det kunne også være meget sjovt at starte med et rum, der allerede bliver optaget. Og have skilte på, som vi har haft det. Som folk lægger mærke til mere eller mindre ubevidst. Og så efter pausen sige… Nu går vi opmærksom på, at vi starter en lydoptagelse. Og så se om det skiftede noget. Altså at man optager skiftet på en eller anden måde. Det er selvfølgelig lidt en løgn. Jeg fortæller folk, men… Nej, det er jo ikke en løgn. Men man har jo gjort opmærksom på, at det… Det er bare understreget bare. Man kan også sige det netop. I stedet for at sige, at det er en løgn, så… Nu vil vi gøre opmærksom på det, rituelt, som en gæst ud. For at se, om I nu ændrer adfærd. Men så… Ja. Det er jo så et andet skift. Hvis man fortæller folk, at man har en forventning om, at de ændrer adfærd, så ændrer de adfærd. Ja. Men jeg tror begge dele. Jeg tror både det at komme ind i et rum, hvor det gjorde opmærksom på det, er én ting. Og så tror jeg helt klart også visuelt. Jeg tror også, at nu hvis man kommer ind, og det er sådan… Ja, vi har en optagelse i gang, men man ikke kan se den. Det tror jeg også, at man har nemmere ved at glemme den. Ja. Selvom man jo godt ved det. Så bliver man ikke sådan helt i nyheden om det. Ja. Og det vil jeg vel ikke at tage så meget om nu, men netop tænke sådan en større intention ind i og omkring det. Fordi tidligere har mikrofon bare været installeret, hvor det gav sådan praktisk mening. Og sådan det udskel, hvor de fleste ikke så den, og hvor man også glemte den. Men man kan jo enten sætte den mere tydeligt, eller skjule den endnu mere. Måske tage 100 mikrofoner. Ja. Og så bare stille dem op sådan over det hele. Ja. Og så gøre sådan jungler til med mikrofoner. Sådan helt overvældende simpelthen. Ud af badeværelset. Ja. Men stadig så er der det der med sådan lydoptagelser, som, hvor de fleste mennesker er mere trygge ved lydoptagelser end videooptagelser. Ja. Altså der er sådan et eller andet med det der, jeg synes det med usynligheden. Det bliver jo også nævnt nu her, at man ikke kan se, altså man ikke kan se, at der bliver optagelse. Det er selvfølgelig ikke, at man ikke kan se. Men altså sådan det der med usynligheden giver en frihed. Jeg har læst lidt i en bog af Brandon Lavelle. Jeg tror, jeg kan faktisk huske, hvad bogen hedder. Visible Seminars, tror jeg den hedder. Eller Invisibility Seminar. Jeg tror Invisible Seminars, tror jeg den hedder. Hvor det er sådan en samling af forskellige tekster. Jeg valgte desværre ikke at tage bogen med, så jeg kan ikke huske præcis, hvad det her artikel hed. Men det var i hvert fald en fotograf, der havde skrevet den her. Den her tekst. Og henvist til sådan nogle filmer og fortællinger om sådan noget science fiction akut noget. Hvad sker der i sådan et samfund, hvor alle mennesker bliver blinde? Altså sådan nogle samfund, hvor alle mennesker bliver blinde, så forsvinder moralen ligesom. Så er der sådan en frihed. En helt anden frihed. Fordi man er ikke sådan. Man kan ikke blive set. Man kan ikke blive taget i at stjæle eller i at voldtage eller sådan nogle ting. Altså sådan en eller anden frihed. Men også sådan et forfald af moralen eller sådan noget. Man kan godt lide at være lidt usynlig. Det er bare sådan lidt spændende, når man taler om lydens potentiale i det, at det er usynligt, men det stadig kan påvirke. Altså der er sådan. Lydens som værende sådan det her spøgelse. Ja, som ligesom går ind og ændrer energien i et rum. Ja. Og det er fordi, det er jo en god vibration. Altså vil der ske et forfald med spøgelse i det usynlige? Eller vil der ske en oprejsning af moralen, fordi man bliver det mere usikker, mere sårbar? Ja. Altså vi er jo ikke blinde, så vi kan jo ikke helt lyde det. Men jeg tror på det samme måde. Altså det med, hvis man indsætter spøgelser i rum, som andre ikke kender til eller netop kender til. Hvilke skift er der så? Er mikrofonen synlig eller er den ikke synlig? Hvordan siger man det, hvordan siger man det ikke? Hvilke spøgelser bliver ligesom indsat i rum? Og hvilken effekt har de? Det er jo enormt spændende. Altså det er jo sådan en af de sjoveste spekulationer. Men netop det med, altså er det et forfald eller er det en oprejsning? Ja. Eller? Jamen det er sjovt, fordi det bliver jo sådan et slags bevismateriale. Og det er jo det, at man er bange for at sige noget dumt. For eksempel. Og hvis det er optaget på video, så kan man se, at det er dig, der sagde noget dumt. Sådan lidt mere. Altså sådan et bevismateriale. Men det er jo ikke særlig lang tid længere, fordi nu kan man jo skabe en video med hvem som helst, der siger hvad som helst. Så det kommer jo lige om lidt til at være… Den her optagelse er fake, vidste du ikke det? Ja, det er ikke dig, der sidder her nu. Nej. Så ville det på en eller anden måde forsvinde lidt. Som sådan en troværdighedsting. Ja. Tror du, det kommer til at frisætte jer også fra den der følelse af, eller mod samfundet, at det er vildt jo optaget? Måske, måske. Ja, fordi den mister jo i hvert fald… Altså, hvis I alligevel kan skabe en eller anden optagelse med mig, der siger et eller andet vildt latterligt. Og i øvrigt tager trøjen af og viser mine bryster. Så er det jo ikke særlig meget, jeg kan gøre, der kan være finligt længere. Så troværdigheden omkring det visuelle forsvinder faktisk. Og det er meget spændende. Som det er med billigsmål. Også i forhold til, at bare det, I har sagt nu, er formentlig nok til, at vi kan tage jer stemmen og smide dem i maskinen. Og netop for at jeg kan sige hvad som helst. Ja, det er det. I har allerede sagt for meget. Og i øvrigt, så er vi overvåget. Og staten står klar til det. Men det ligger jo… Altså, det skifter jo også den her samtale. Altså, det med, at den her er jo trods alt ikke AI-generated. Men på hvilken måde ændrer det nu den her samtale, at man har den her anden spekulation, dimension i, at man kunne bare have faket’et ud en helt anden samtale? Hvilket pres, forventning, mulighedsrum ligger der så i, at hvad man siger herfra, er med den lyden? Jeg bliver i hvert fald lige pludselig sådan… Nu skal jeg huske at sige noget, som den der AI’er, jeg ikke kunne finde på at sige. Ja, det er faktisk en lidt lettelse. Og det har jeg også tænkt i forhold til at lave tiader, for eksempel. Eller lave ting, hvor man kræver, at folk fysisk dukker op til noget. Så kan man alt muligt, du ved, med virtual reality, og vi kan skabe nogle helt andre ting, som er meget vildere, end hvad man kan skabe på en scene. Så tænker man, okay, så lad den ligesom køre på et eller andet tidspunkt. Så vil den jo ligesom ramme det punkt, hvor det er stukket så langt af fra hverdagen. Det betyder at være samlet i rum fysisk. At kvaliteten ved det pludselig bliver unik igen, eller får en ny værdi, bare i kraft af at… Ja, tænk at vi faktisk har den her samtale. Det behøver vi jo ikke. Altså, at det pludselig bliver en ny… Ja, insistering på at rent faktisk have det. Og måske insistering på ikke at… Eller, det ved jeg ikke. Men det med, jeg spørger sådan om, om man skulle sige det kloge, eller ej. Men det med, at man ligesom lige pludselig bare gør det. Velvidende, at du kan gøre hvad som helst andet. Bliver en performativ, meningsfuld handling i sig selv. Danset hvad man næsten siger. Fordi du kan jo snakke hvad som helst. Så hvad du nu end siger, er lige pludselig et valg, en gestus, en performance, noget andet. Øh… Men jeg synes det hjælper lidt, eller ikke, at det hjælper. Men at det ændrer noget for mig. Jeg tænkte i starten, da du sagde, så kan det være, at vi… Altså, transskribering er bare ordene. Og så kan det være, at vi bagefter kan sige, hvem har sagt hvad. Altså, allerede der, synes jeg, hvis man ikke nødvendigvis tænker det, så kan det for mig i hvert fald blive mere sådan en… Når man gør det for samtalens skyld, som er sådan en fælles samtale. Og ikke nødvendigvis… Hvad siger jeg? Og hvad siger du? Og har den nu været inde og redigere i noget af det, man selv… Men så er det sådan mere det der bålet, der bliver meningen med det, på en måde. Ja. Altså, det er også noget at blive stillet til ansvar for sine ord, eller sine tilføjelser eller bidrag. Det der med, at det bliver transskriberet. Eller at man skriver, hvem der siger hvad, eller hvad. Ja, så bliver man jo mere stillet til ansvar på en måde for, at i stedet for, at man siger, når man det er samtalen, det er det rum, vi skaber her sammen, som vi alle sammen på hver vores måde bidrager til, så er det ikke nødvendigvis med at sige det her, eller med at gøre det her. Så er det mere sådan, at være sammen i det her, i den her samtale. Der er sådan en af værdien i det, end det er. Ja. Det er ikke sådan en fin præstation i det. Nej. Det fragmenterer samtalen rundt om lidt, og hænger sig op på, hvem der har sagt lov, eller? Ja. Ja, for det kommer jo altid efter noget, og inden noget andet, eller sådan det. Ja. Ja, fokus bliver ligesom flyttet. Der ligger jo også en enorm, nu ved jeg ikke om, der gik tur af, at jeg måske gik forkert over, men der ligger jo ligesom et design i netop transskription. Altså, hvordan vælger vi at gøre det? Er det bare råteksten uden mennesker? Er det ligesom de rigtige mennesker, der siger de rigtige ting? Er der meget mellemrum, lidt mellemrum? Er der noget med det saglige system, hvor at det eneste fulde sætning bare bliver tilskrevet til den næste person i listen, uanset hvem der egentlig har sagt den dernede af? Det med, at der ligesom er, uanset om man vil det eller ej, forskel på den talte live samtale, og så de valg, der skal gøres for at skabe et andet rum, hvor du kan læse det, vende tilbage til det eller genhøre det. Der er ligesom et design, som ændrer alting, og som man ikke nødvendigvis skal stole på. Ja, transskriptionen er vel egentlig sådan en form for closed captions, vi snakkede om closed captions, går i forbindelse med døvhed. Ja, øvelsen var meget afhængig af closed captions i film. Også i forbindelse med beskrivelser af lyd. Ja. Det er godt i film. Ja. Så transskriptionen er vel egentlig… Jeg tænker, det er vel også sådan mange ting, som så ikke kommer med i sådan en transskription. Jeg har aldrig nogensinde set en transskription, hvor der står, med hvilken følelse bliver et eller andet sagt, eller er der lyd i baggrunden, hvor langt sidder personen væk fra mikrofonen? Ja. Ja. Så skal man læse en Marcel Proust eller Leo Tolstoy, hvor det selvfølgelig er fake samtaler, hvor du så bare er overloadet med detaljer. Men ja, det bruger man jo ikke. Jeg tænker også, hvis vi nu hørte en høj lyd ud fra gaden, så ville vi nok måske reagere på den på en eller anden måde i, så skal der stå så høj lyd fra gaden. Ja. Fordi det ville jo bruges ved at reagere. Ja. Og jeg grinede lige. Sådan noget, det bliver nogle gange skrevet ind i en transskription. Griner. I praktisk. Ja. Men det er jo også igen fordi, det er de der, altså, samtale, reaktion og responsas. Ja. Men jeg tror, en lille note er, at vi har sådan en samtalsserie, der hedder Conversations for Listening, og der er ligesom sådan en rubrik, der hedder sådan en note for samtalen, som er en invitation til, jamen, hvad skal ligesom kontekstualiseres? Hvad skal ligesom med? Og der er lidt vidt forskelligt, om nogen ligesom beskriver, hvor man sidder, eller hvordan man har det, hvad man har gået igennem, eller et eller andet. Men det er sådan reelt en forsøg på egentlig at indfange en del af den der closed captions fornemmelse, som du ikke får sagt, men som har været styrende, vigtig, influerende. Men der har folk bare sådan vidt forskellige behov for at i tales et meget forskelligt dele. Også i brug for den der closed caption, som I så i går. Ja. Det er jo også enormt subjektivt. Altså hvordan du hører en lyd er jo også forskelligt. Øhm. Øhm. Musik er ikke bare musik. Øhm. Det kunne næsten også være en øvelse til den her samtale. Jeg ved ikke, om vi skal sige det højt, men er man netop forinkluderet af nogle closed captions? Altså er der nogle særlige omstændigheder, som skal ydes en særlig indsats for at blive talesat? Øhm. Enten i form af lyde, eller… Fornemmelser, eller rumlige beskrivelser, eller… Øhm. Jeg tænker, at der allerede er nogle noter omkring et eller andet gulvcentrum og noget ovenlys. Øhm. Som er interessante tilføjelser til samtalen. Ja. Men det indgår selvfølgelig også i samtalen, så det bliver jo ikke sådan en… Det bliver ikke kun en sansning. Det er jo allerede i talesat. Og det kan vi ikke tage tilbage. Ja. Men det har været spændende, hvis vi endnu kan… Måske ikke, fordi vi nu har talt for meget om det, men altså… Hvis vi i morges havde alle sammen bare spørge en halv side bare at beskrive rummet. Som den introduktion til samtalen. Det ville nok være sådan… Noget forskellige ting, man kom til at beskrive. Hvis man så fik forskellige mennesker til at læse det, så ville de tro, at vi sad i meget forskellige rum. Øhm. Og det er faktisk en øvelse, jeg på en eller anden måde har tænkt, at vi skulle lave. Altså, nu har vi tilbrugt tre og en halv uge i det her rum. More or less. Og jeg har fra day one tænkt, at det her rum er så underligt. Jeg har brug for at afkode det på en eller anden måde. Men vi har en hel uge, der handler om rum. Så lur mig, om ikke vi skal have en eller anden øvelse, hvor vi alle sammen skriver os ind i det her rum. Og så er vi ligesom ikke nået til den. Jeg har også tænkt på den, faktisk. Og så har jeg tænkt, at nu er det for banalt. Vi kender det her rum for godt. Jeg synes stadig, det er mere sandt, hvordan I ser det her rum. Men der er også noget med, at hvis man ikke gør det som det første, når man træder ind i rummet, så har man allerede tillagt det alt mulig værdi. Det er et eller andet øvelse, man kunne gøre flere gange, fordi jeg tror, det hele tiden ændrer sig. Så jeg til eksempel havde ikke set, at det var den der dør. Så pludselig, nu fylder den ret meget. Men i starten, jeg har tænkt det, når jeg har været på studierejser og sådan noget, at så har man jo sat sig vildt meget ind i et sted, man måske aldrig har været. Sarajevo til eksempel. Man kender det ligesom fra krigen og alle mulige mennesker, jeg kender, der er opvoks i Bosnien og sådan noget. Men når man sidder og kigger på kort og billeder og sådan noget, så er nogle ting jo, man tænker, er meget centrale, fordi man ser rigtig mange billeder af det. Man læser meget om det. Og så det øjeblik, du lander i en by, så kan du aldrig fremkalde det billede, du havde. Selvom det var helt konkret og egentlig ret rummeligt, så er det jo væk for altid. Det er jo så bare min oplevelse af den by. Men det, hvis man kunne indfange den, hvordan noget ændrer sig, egentlig kun igennem det langsante. Men noget, der er sådan, det her var min første dag. Ej, var det hvidt. Ej, var det lyd. Dag to, det der skumglas, og hvad fanden var det lavet af? Eller dag tre, skulle det ikke helt give normal indtændelse? Altså det er sådan hele tiden, det rykker sig, når man bliver bedre. Man kan godt, ja, det bliver næsten en slags dagbog over, eller fra det forestillede rum til det forudsigelige rum, faktisk. Eller før man overhovedet træder ind i det, til man definerer det, til man kender det godt. Eller har pålagt det i en eller anden funktionalitet, eller har brugt det til noget. Det er måske også en metode at møde, bearbejde, til sidst måske kontrollere den kaos, man gælder til, når man bliver bemødt med. Det kan også være en metode til at opdage detaljer, der kan være utotiske. Fordi du netop over tid lægger mærke til nye detaljer og undrer dig. Så det er sådan en ret fin, dynamisk spil. Men jeg tror også, at at lytte til rum, fordi jeg tænker også, at hvis man havde brugt lang tid, nu er det jo heller ikke så stort et rum, altså hvis man brugte en time herinde, og sådan, okay, lyt til det her rum, så ville man jo komme vildt godt omkring, fordi man virkelig aktivt nemlig ville gå på opdagelse i det, og ikke bare sådan, man kommer ind i et rum, man finder en stol, man finder en kop kaffe, men virkelig sådan, gud. Ja, og det med måske også at lytte sanserummet på en anden måde, end du normalt vil gøre. Så går du hen et hjørne, sætter dig ved bordet, eller bliver man bedt om at ligge sig ned og kravle, og så hen over lang tid. Altså det med, at man virkelig får brudt med den, hvad skal man sige, normale forventelige sansning af et rum og et sted, og ligesom har tiden til at bearbejde alt det nye, der kommer ind i en omgivning. Noget, man meget sjældent gør. Eller, meget sjældent er gør. Ja. Jeg har også tænkt på sådan, en af de tests, jeg egentlig havde tænkt på, at vi måske kunne prøve af, var sådan, doggyness. Altså at man prøver at opleve verden som værende en hund. Ej, du sagde, nu sagde jeg bare, at du talte om, at den er sådan en kravlige hund. Ja. Men det er bare lidt, det er bare så umuligt også, samtidig. Man kan jo ikke overbevæge verden. Men f.eks. det titgørende, at jeg kommer ned for at tale med min datter, hun er jo sådan 90 cm høj. Hvis jeg går ned for at tale med hende, så pludselig tænker jeg, er det de her? Ja, det er nærmest lidt anderledes. Ej, hvor er der meget støv hernede. Altså, stakkels menneske, der er så langt væk fra mig, kan jeg ikke sige det. Ja. Altså, hendes verden ser fuldstændig anderledes ud. Ja, det er det faktisk, det er. Jeg føler, jeg bruger forholdsvis meget tid på at studere rum, altså når jeg træder ind i det. Altså, jeg laver jo aldrig den der observator… altså de skriftlige notater fra dag til dag af rum. Men da vi kom til Døveforeningens lokaler i går, jeg brugte rigtig meget tid på at afkode hjørner, rumfordeling, indgange, plads, altså hvordan mennesker var placeret i det der rum. Møbel. Ja. Der er sådan noget trygt over, vender jeg tilbage til min egen angst for, det er udefineret på en eller anden måde, eller det er uendeligt, men der er noget meget trygt over at kortlægge det rum, man træder ind i eller befinder sig i, før jeg kan gå i gang med at interagere med det. Jeg kan også rigtig godt lide at, altså, det nævnte jeg også for en i morges, altså, jeg kan godt lide at komme dit rum. Og så faktisk komme tilbage til det, altså komme til det og lige besøge det og se det an før, og så komme tilbage dagen efter og bruge det. Eller hvis jeg skal, altså, eller komme en kvarter før eller andre, så jeg lige kan nå at sådan orientere mig i et rum. Ja. Det tror jeg handler om sådan en afkodning af nogle tvivl eller nogle viljer eller en funktionalitet eller, men jeg har brug for lige at kunne orientere mig, før jeg kan finde ro i et rum. Det kan jo være to ting. Det ene kan jo være at sådan få tryghed i, sådan, jeg kender det her rum. Og det andet kan jo også være det, at de ting taler til dig, så hvis du ikke har aflæst inden folk kommer, så står det sådan lidt og sådan, du ved, larmer, mens du egentlig prøver at have en samtale eller andet. Ja, det er rigtigt. De sådan afkræver min opmærksomhed på en eller anden måde. Jeg kom til at tænke på det i forhold til også med hunden, ikke? Eller sådan, det er jo også lidt, det er en hund, forestiller jeg mig, ville gøre, når vi træder ind i et rum. Lige sådan afsøge. Ja. Hvad er det for nogle elementer, jeg skal forholde mig til? Er der nogle farer på færd? Hvad for nogle dufte har vi? Så kan man sådan. Dernede har jeg lagt mærke til, hvad min døvehund gør i forhold til min tidligere hund, der ikke var døv. Min døvehund, når han træder ind i et nyt space, så laver han ligesom sådan et, hvad hedder det, et grund, hvad hedder sådan, hvad hedder det, et grundtris, hedder det på tysk. Ja, sådan en oprids. Ja, sådan en om, sådan et, ja, sådan et, ja. En afløs eller ligesom. Grundplan. Grundplan hedder det. Tak. Han simpelthen snuser i alle hjørner, og så er det næste rum. Ja, men jeg gør det samme. Måske er jeg lidt ligesom. Men er det ikke for sådan at tjekke, om det er lukket af at tisse? Er det ikke sådan et instinkt? Det er ikke derfor, jeg gør det. Nej, nej, nej. Jeg tænkte ikke på dig. Nej, tænk på hunden. Altså er det ikke for at, altså er det ikke deres instinkt at kunne mærke, er den anden, der ligesom er herre over det her? Jeg synes bare, at det er, at han gør det bare på en helt anden måde end min tidligere hund. Ja. Det kan også være et tilfælde. Men måske har han mere, altså som du sagde før, måske har han mere brug for det, fordi han mangler en sans, så han skal være mere tryg i Randiske og sådan noget. Ja. Altså han kan jo ikke høre, om der er noget i det der hjørne derhenne. Ja. Der mangler måske lige den der sådan del af orienteringen. Ja. Så tænker jeg. Jeg gør rigtig meget sådan noget, når jeg træder ind i et nyt rum eller et nyt sted, så åbner jeg, så har jeg brug for at åbne døre. Og derfor fuckede det også rigtig meget med mig, at der var en dør heromme bagved, som jeg havde været herinde tre uger før jeg opdagede. Ja. Men arthop i sig selv er lidt et mysterie, og den der gang derude med alle mulige døre. Altså først inden for den første time jeg havde været her, blev jeg nødt til at gå ned ad gangen og åbne dørene, fordi jeg var sådan, jeg kan ikke. Du skal vide, hvad der gør. Jeg har bare lige brug for sådan en fornemmelse af, hvor langt, altså hvor langt strækker det sig? Hvad, er der mennesker eller ikke mennesker? Er det sådan, hvad er det for nogle funktioner der er? Jeg er mere sådan, hvad er afstandene? Hvad er det spændende? Ja. Og hvis jeg kommer hjem til folk, altså hjem i deres hjem, det kan jo godt være lidt uhyfligt at åbne døren. Men jeg har sindssygt meget lyst til, altså det er meget hårdt for mig at bare gå ind i et opholdsrum uden at være sådan, have styr på om den dør eller den dør er et soveværelse, og den dør eller den dør er et køkken. Og jeg kan bare rigtig godt lide at have sådan en grundplan. Altså det er jo lidt sådan et blueprint eller sådan en kortlægning. Jeg tænker meget på det som et kort over. Det sted jeg er. Men afsøger du, om der er noget du synes er, altså kan det være du oplever noget du tænker, det her kan jeg ikke lide, eller det synes jeg er uhyggeligt, eller er det mere bare, jeg skal bare vide lidt hvor? Det er ikke sådan en trussels risikomodering. Det er sådan en, det er bare sådan en nysgerrighed. Ja. Og sådan en, ja jeg tror faktisk det der med at det larmer, altså det er en nysgerrighed. Det er noget der fylder så meget. Så hvis ikke jeg gør det, så kan jeg ikke tænke på andet end at være der bag den der. Ja. Jeg kan mærke det ved min hund, at det er præcis det samme. Altså fordi der er jo nogle rum jeg træder ind i, hvor at hunden ikke kan lave den der grundplan med næsen og øjnene. Ja. For eksempel hvis man er på en eller anden café eller sådan noget, så kan man ikke lige gå ud i køkkenet. Nej. Undskyld min hund skal bare lige. Og sådan lige, ja sådan under alle de andre bord og sådan noget. Det må han simpelthen ikke. Og jeg kan mærke hvor nervøs han er. Og sidder og holder øjnene sådan. Ryt. Så kommer der lige en tjenere ud der fra. Fuck. Helt sådan det der med sådan, at det uventede kan bare altid ske i sådan nogle steder, hvor man ikke ved. Ja. Der er sådan en uendelig rum. Der er også en virkelig interessant skala, synes jeg, også i forhold til netop teatre og scenografi. Og hvor man ligesom kan netop snyde med de her ting. Fordi en ting er en lejlighed, eller hvor du ligesom ved, at der er en lukket dør. Så ved du, at der er noget på den anden side. Så bliver du nysgerrig imod noget, du allerede ved, at du kan være nysgerrig imod. Og det tror jeg ligesom, at vi alle sammen kender lidt. Altså det med, at man ligesom… Der er nogle fælles steder, vi kan ret nysgerrige imod. Og så er der sådan nogle, som er bedre end andre til at handle på det. Men hvad der måske virkelig rammer mig nu, er ligesom… I de rum, vi så tror, vi kender. Hvor at for eksempel Minoo er god til at genopdage rummene på en anden måde, end vi gør. Fordi at den har et andet behov. Hvordan kan man så ligesom styre… Lave nogle gæstløser, der får folk til at finde ud af alt det, de ikke ved inden for det rum, de troede, de kendte. Altså det med, hvad sker der egentlig, hvis du ligger dernede? Fordi det gør man sgu sjældent hjemme hos sine gæster. Går lige ned og ligger sådan der og lige skal håndtere sig. Eller hvad er det ligesom for nogle andre greb, man kan gøre? Og der føler jeg bare ret ofte, at teatre er virkelig gode til sådan at… Være bevidst om, at her kommer der et menneske, der skal sluttes ind. Kalibreres til noget særligt. Hvad er det for nogle ritualer, gæstløser, veje, vi skal gå. For at man ligesom accepterer nogle ting. Giver slip på nogle ting. Er nysgerrig på nogle nye ting. Altså det er jo det. Det er jo et eller andet sted det rigtige snyderi. At man trigger folk til at genforhandle deres orientering. At man inviterer en eller anden desorientering ind. Og skaber en ny reorientering. I stedet for bare at arbejde med noget. Og ligesom måske lade en eller anden allerede eksisterende orientering blive bekræftet, når man går ind. Og så, okay nu har vi ligesom forlokket alle de her huller i det her rum. Og så kan man så føle sig tryg. Fordi det var så tryghed, jeg skulle gå efter. Men hvad nu hvis man skal være tryg i utryghed? Eller et eller andet som teatrum. Måske i højere grad. Altså det betaler man jo så også for. Men der er ligesom en interessant, i hvert fald for mig, en interessant i at genforhandle. Hvad er det ligesom vi skal orientere? Og på hvilken måde skal vi orientere os i rummene? Altså det med, når jeg går i teater, føler jeg, at det teatre gør en kærlighedsreklædning over for mig. Hvad betaler man for det? Men det er stadigvæk enormt fedt at få lov til at på en god måde at miste sin orientering. Og orientere sig på en helt ny måde, hvor man slet ikke rigtig kan regne orienteringen ud. Tænker du sådan i teatret som bygning? Eller tænker du inde i, når du sidder som publikum? Jeg tænker egentlig begge dele. Altså det med, at der jo, altså det er jo et lejehus, hvor alle væggene nogle gange kan flytte sig på en scene. Og der er en forskellig fase i, hvorvidt du står på trapperne, om du kommer ind og sidder på siden, om du er i caféen. Og der er ligesom forskellige orienteringer, og der er forskellige grader af, nu skal jeg skubbe lidt til din orientering. Nu skal jeg lige passe lidt på dig igen. Men det er jo sådan en lang koreografi af forskellige rum, hvor i forskellige orienteringer bliver hele tiden forhandlet. Og selv udenfor teaterne nogle gange, bliver man jo påvirket. Ja. Fordi jeg tænker, at der er sådan en rund forskel mellem arkitektur og scenografi. Altså, der findes jo meget site-specifikke teater, men tit er det jo, at du er låst til en stol. Hvilket jo er et sådan lidt sjovt præmis, som man går med til. Du skal sidde nu her på denne stol i flere timer, og kigge på det her, som vi har valgt at holde på med. Og du må ikke rykke på dig, du må ikke sige noget. Du må ikke, altså du skal sidde her. Det er jo sådan en let op vildt præmis at gå ind i. Og alt hvad der sker i det rum, af komposition i tid, altså af lyd og lys og alt hvad der foregår, er nøjeplanlagt. Og vi har styr på det. Du skal bare sidde her. I forhold til når man arbejder med arkitektonisk rum, og til dels udstillingsrum, man har jo ingen som helst idé om, hvad folk finder på. Jeg kan jo ikke styre dig. Jeg kan nudge, og jeg kan prøve at sige, jeg laver det lidt mørkt her, og så laver jeg meget lys herovre. Så tror jeg, du vil gå derhen. Og jeg tror, du så vil gå videre derhen, hvor du kan se den noget, der har den med. Men det er sådan en helt anden sådan en… Men jeg tror også, i virkeligheden, så tager jeg det også hen mod, at der er masser af teatre, som virkelig også bare pacificerer med krop, og det er også enormt kedeligt. Men der er jo netop en bevidsthed omkring de her virkemidler. Og måske en langt større klassisk forståelse af, hvordan man ligesom kan nok til mennesker. Men jeg tænker også, måske det her med din… Når du skal i teater, så ved du også… Det er også ligesom, at du forbereder dig også på sådan, nu skal jeg i teater. Og du ved lidt, hvad det drejer sig om. Du ved også, hvad det drejer sig om, og ikke vide. Man er også i sådan en situation, hvor man er helt klar for at blive bevidnet. Eller i forhold til, hvis det var i supermarkedet, vi havde kørt med det der, så ville du blive meget frustreret. Sådan, kom om. Men samtidig, det er jo fuldstændig rigtigt. Og samtidig så… Hvis nu scenografen fik lov, kunne jeg da godt forestille mig, at scenografen heller ville arbejde inde i supermarkedet. Hvor det ville være langt mere crazy og effektfuldt. Og netop nogle strukturer, som kræver en helt anden form for bearbejdning. Netop fordi, at alle, der kommer ind i teateret, er også klar til at blive skubbet lidt rundt på. Og det er selvfølgelig et hyggeligt samspil. Men det er igen også et kunstigt sted. Så det med at kunne performe den der reorientering. I den virkelige verden. Er jo et eller andet sted en… Helt personlig vil jeg da mene, er en lidt sejere og federe opgave. Ja. Men vi har jo snakket en del om det nu her egentlig. Sådan med, at vi vender meget tilbage til nogle bestemte sanser også. Hvis der bliver lukket af for en sans. Så hvordan kan vi så opleve rummet på en måde. Og du vil gerne kigge i alle rum. Og det kunne være sjovt at prøve at være en hund og sådan. Jeg har jo tidligere skrevet et spørgsmål ned om det. Det der med, om der er nogle særlige måder at møde og rumme på. Og det er jo meget sanseligt. Men jeg tror da. Eller det kunne måske være sjovt at få en eller anden at arbejde med det i morgen. Hvis vi har lyst. Og det der med at udfordre. At det bliver mere sansebaseret. Den måde vi møder rummene på. Fordi det nok meget er sådan en mental forberedelse også. Om at kigge og observere. Men det er som om, at der er et eller andet med de forskellige sanser. Der sker noget helt andet. I den måde vi kan være i rummet og gå sammen. Og lytte til rummet. Og ja, hinanden. Jeg synes der er noget virkelig spændende i det der teater. Teatret. Bygningen. Eller sådan i arkitekturen i et teater. At den som leder op til teatret. Som sker på scenen. Altså jeg tror. For mig kan jeg genkende sådan en. Det at jeg bliver ført igennem den her labyrint. Af gange. Og trapper. Og rum. Forskellige faser af rum. Og sådan noget. Giver mig jo. Altså jeg får lov til at orientere mig i den her bygning. Og fordi jeg. Har orienteret mig så godt. Den her performative handling af orientering. Er jeg villig til at miste orienteringen. Når jeg så skal sidde stille i min stol i to timer. Og kigge på. Noget jeg ikke ved hvad er. Så man kan ligesom. Det er en form for nudging. At man kan i hvert fald guide. Eller imødekomme folks. Modvilje. Mod desorientering. Ved ligesom at. Komme dem. Giv dem. Kom det i forkant på en eller anden måde. Giv dem noget. Guide dem igennem nogle. Sanser. Eller sanserrum. Og så udfordre deres. Men kunne det også være. At det var en velvillige folk. Til at blive desorienteret. Det kunne. At man egentlig får en. Nu tænker jeg også på dig. Hvis du egentlig gerne vil kende. Hvad der skal ske. Men sådan. Når man først køber den der teaterbillet. Så er man ligesom. Det man raver er. Kom nu. Tag mig med. Altså. Jeg vil gerne overvinde. Men måske fordi de har det. Trygheden i det faste sæde. Ja. Alle de hader jo performance art. Sådan noget inddragende performance art. Jeg bliver i hvert fald nervøs på den måde. Men der er sådan et kliché om det i hvert fald. At det er sådan. Årh nej. Nu bliver jeg inddraget i sådan noget. Når man er på kunstmuseum. Jeg elsker da 5 år senere. Ja. Ja. Men man gør det så sårbart. Og så potent på samme tid. Det med. Hvor lidt performance der skal til. For at alting ligesom forskyder sig. Både i det indre og det ydre. Og samtidig hvor. Voldsomt disciplinerende. Og styrende det ydre. Også bare altid allerede er. Altså det er bare sådan en tung base. Som som. Som sætter nogle rammer. Og så skal man ligesom finde ud af hvordan fanden man så gør det bagefter. Men man er virkelig i et udsat sted. Fordi der skal ikke meget til. Før de der meget potente rammer. Også bare forskyder sig fuldstændig. I det indre og det ydre. Og man ved aldrig. Hvor lidt af det var meget der skal til. Også bare at bruge det her med at lege på. Altså. Hvor behagelig er samtalen. Hvis man ikke kan se den anden. Det er en lille bitte forskel. En lille bitte sans. Men man er så vant til at kunne se. Også bare at jeg er så vant til at kunne udtrykke mine arme. Og forventer at I kan se mine armer. Og hvordan fanden vi hører ud i min stemme. Hvis I ikke kan mærke slagene i mine arme. Der rammer jeg samtidig med. Som er så grundlæggende i måden at tale på. Men modsat. Så åbner det også op. Hvilken anden stemme. Men også et andet indhold. Får jeg lov til at udsige. Hvad jeg rent faktisk ikke skal bruge mine arme. Hvad er det for en anden skabelse. Sådan en lille bitte sårbar ting. Der bare åbner op. Og så ringer du op til os. Og så er din stemme. Ligesom bare sådan en højtalers stemme. Som du ikke. Kun vil lyde. Ja som køn og support. Ja. Men det er jo faktisk noget rundt i færdigt. Det er relativt meget i efterhånden. Med sådan en sugemødre og sådan noget. Og så også en ørnlægemødre. Det der med at man mister en dimension. Eller man mister mange. Mange dimensioner. Der var sådan noget med at lære. Bål’s rundmod. Som jeg kom til at tænke på. Om det i virkeligheden. Hvor meget det handler om at det er lys. Og man kan se hinanden og sådan noget. Men om det ikke i virkeligheden handler mere om. Altså det rum der bliver skabt. Mellem kroppe. I kraft af opmærksomhed. Eller sådan det fokus. Man også. Den sådan generøsitet. Man tilbyder med sin tilstedeværelse. Og det fokus man også. Det man gør når man sidder om det der lejebål. Man holder cirklen. Man giver sin opmærksomhed. Til den der fortæller. En spøgelseshistorie. Og det. Har ikke noget at gøre med at man kigger dem i øjnene. Eller fordi man har det der fælles centrum. Som er et lejebål. Som man også har en regel om. At man godt må kigge på. Men man er der med sin tilstedeværelse. Og sin opmærksomhed. Og sit fokus. Er. Som rigtig meget handler om. Lytning. Det er jo virkelig sådan en potent form for lytning. Så det lejebål er i virkeligheden. Meget lytterum. Pludselig sidder du. Helt alene i det her store uendelige univers. I mørket. Du skal lige. Bringe uendeligheden ind. I det mørke skov. Du ikke kan finde dig. Det er så uhyggeligt. At skulle gå væk fra bålet. Du skal ikke bryde rummet der. Ej jeg skal ikke tisse. Jeg skal ikke tisse. Det er derfor man altid sidder der. Til bålet er brændt ned. Og til de sidste gløder er gået ud. Det er for voldsomt. At bryde det. At bryde op. Jeg vil prøve at bryde op. Vi har næsten præcis talt en time. Og jeg tænker at det markerer et eller andet. Måske ikke. Men er der et eller andet. Som man føler der er vigtigt. At få sagt en note. En kommentar. Som kan feede det lidt ind. Det kan også være. At man skal lave nogle caps. Nogle closed captions. Closed captions er jo også en caps. Den er helt andet. Godt du lige fik den ret. Jeg har en note. Her jeg har skrevet. Som jeg måske. Bare lige har lyst til at sige højt. Som er. Øhm. Min egen. Åndssvagt kredsen. Om uendeligheden. Men den der med. Jeg havde lige en erkendelse af det. Med de lukkede døre. Hvis ikke jeg får åbnet døren. Så er der et potentiale. For uendelighed bag døren. Men i det øjeblik. Jeg åbner den. Og ser at der er nogle afgrænsede. Der er nogle barriere. Så kan jeg ånde lidt ud. Og. Leve i min. I en eller anden. Visrid om at uendeligheden. Er lidt længere ved. Inde bag den dør. Men der er noget. Jeg kan godt anerkende. Noget poetisk. I. Ideen om potentiale. For uendelighed. Der er nok afstand til uendeligheden. Så kan Anna. Se det fine i det. Jeg synes det er meget modigt. At du tør åbne alle de døre. Hvis det er det du frygter på den anden side. Så er du meget modig. Når du bare tør åbne døren. Og lige tjekke om der er uendelighed eller ej. Ja. Hvordan har du ud på gaden så? Fint. Godt. Det der potentiale for. Det er forståeligt. Men der er jo altid. Jeg elsker havet. Jeg elsker skoven. Der er sådan en. Der er noget der bryder med uendeligheden. Som er inden for syns. Altså inden vi er med synsfelt. Men det er utrolig sjovt. Nu forstår jeg bedre faktisk. Hvad vi talte om til starten i dag. Fordi du starter på en måde med. Ja. Afgrænsningen af rummet. Og jeg starter altid med. Min krop. Og så hvad kommer der så. Altså så kommer det jo af masser af rum. Og afgrænsninger og alt muligt. Men jeg starter hele tiden. Med min egen. Aura. Jeg tror jeg har brug for. Noget afgrænsning. For at kunne. Kassere min krop. Jeg ser jo højst op den som rum. Det er det jeg godt kan lide herude. Det er fordi det er. Endeløst. I min verden. Jeg synes også det er ekstremt skræmmende. Som i. Det er endeløst. Og så er der alt det der nedunder man ikke kan se. Det usynlige under overfladen. Havets overflade. Det er jo sådan en ekstrem magt synes jeg. Ja. I går så jeg vores planet. Oceanerne. Og så spred jeg jo. Jeg fik ikke angst hjemme i seng. Men jeg fik virkelig bare sådan. Jeg skal ikke derned. Ud på at finde nye mærkelige arter. Der lever under fuldstændig crazy forhold. I sådan. Altså det var bare uendeligt ned. Og uendeligt ud. Og jeg blev bare sådan. Og man ved ikke hvad der foregår dernede. Du kan ikke se noget. Du kan ikke køre noget. Selv instrumenterne. Fordi det er så nogle helt tyggende. Men også materialerne. Temperaturene. De finder jo både noget der er langt koldere. Langt varmere end man troede. Så siger det en del. Det er uendeligheden inverter. Det er det nu. Og det er jo faktisk på en måde lettere. At se hvad der er ude i rummet. Ja. Men de sagde jo også at de vidste mere om Marses overflade. End havbunden på jorden. Ja. Men jeg er også helt sikkert bange for. Det der er nede på bunden af havet. På samme måde som jeg er bange for det der er oppe i universet. Helt samme angst omkring det. Men der er bare noget med. Havoverfladen. Og planetens overflade. Der befinder jeg mig godt. Og en øvelse jeg jo fik. Da vi på Travers forsøgte at bearbejde. Uendeligheden og frygten for det uendelige. Var jo at svømme i havet. Altså det var en af de øvelser der blev tilbudt. Til mig. Som sådan en. Noget man kan gøre. Så det bruger jeg nogle gange. Altså også at svømme. Til at være sådan en. Det er en måde at hvile i. Uendeligheden på. På en måde som er omfavnet. Og ikke skræmmende. Jeg har skrevet en lille minibog. Der hedder Mosh Pit ABC. Og jeg blev lige nødt til at finde på det. Der er sådan en. Må jeg læse noget? Ja da. Det er et alfabet. Mosh Pit ABC. Og under bogstavet D. Er overskriften Diving. For år. Har Sevci. Praktiseret frit døb. Døb under vandet. Uden brug af et brydningsapparat. Sevci er en kunstner. Og assistentprofessor i visual kunst i Istanbul. Og hun forstår. Fri døb. Som en del af sin artistiske praksis. Også som sin filosofi om livet. Du har kun én bryst. Og du skal tro på vandet. Hvis du begynder at panikke. Vandet vil værke. Til at arbejde imellem dig. Og så er mulighederne meget høje. At du vil dø. Det fortsætter så. Men jeg. Det fortsætter så på en lidt anden måde. Eller hvor det kommer ud i min historie. Men jeg synes bare. Det her billede. Ja. Jeg er selv meget bange for vand. Jeg vil aldrig nå til at dykke. Nej. Ja. Men svømmer du heller ikke? Jo. Det kan jeg godt. Men jeg synes bare. Det er ret spændende. At det bliver en del af filosofi. At det her med. Det ukontrollerbare. Fordi det er jo det der med. Ja uendeligheden. Ja. Men man kan jo ikke. Men det der med. Hvis du går i panik. Så. Så drukner du. Du bliver nødt til bare at flyde med. Der er noget. Der er noget virkelig kraftfuldt med. Afgrænsning af et rum. Til en enkelt vejrtrækning. Så hvad sker der. Hvad er muligt. I en enkelt vejrtrækning. Også det med at lytte med. Den enkelte vejrtrækning. Tage ind i den enkelte vejrtrækning. Stole på døropblik. Øhm. Det er sådan lidt forskelligt. Men hvis intentionen lige pludselig rettes imod. Så bliver det en helt anden. Ja. Det er meget udsmodt. Og skræmmende. Ja. Ja. Øhm. Nogle andre. Noter. Der er masser mere at sige. Men det behøver ikke at blive sagt lige nu. Det var en god sidste note.