Anthology for Listening Vol. I. PASSAGER FRA ANIMAL

PASSAGER FRA ANIMAL

By ALEXANDRA MOLTKE JOHANSEN

En krop er et hus

fuldt af sandhed og lys

en kirke af blod

hud og knogler og kød

når vi giver liv

leger vi med døden

fra os springer hvid mælk

fra os vokser alle mænd

hos os hviler I tungt 

og græder jer i søvn

når vi giver liv

leger vi med døden

og vi planter appelsintræer

og vi samler søde bær

og vi bærer de børn

som er trætte og små

og vi sørger over hjerter 

så små som bær

og vi husker de børn

som kom ud og var blå

Det begynder under fødslen, en åbning ud til krigen. En åbning ind i dyrene. Jeg ser gennem dyrenes øjne, heste der foler. Bomber der sønderriver gader. Ugler, strudse, ræve, mennesker, der drukner, synker i havet. Mens jeg åbner mig, lægger strudse æg. Mens jeg rulles ud i ambulancen glider de enorme æg gennem snævre tunneller. Din far sidder ved siden af mig og græder. Det fortsætter herfra og for altid. Barnets øjne er grisens øjne er koens øjne er solsortens øjne. Jeg er soen, jeg er tæven, jeg er hoppen, der lader føllet slukke tørsten. En åbning til alt med et hjerte, en krop. En åbning, der ikke kan lukkes. Der forbinder mig med krigen, med sulten, med slagterierne. Der er børn, der tørster efter vand. Der er mødre der ikke kan mætte deres børn. Det er en åbning, der flår mig op og efterlader mig jamrende. En åbning som ikke kan lukkes. Det er mit barn i ruinerne, dig og din bror på asylcentrene. Det er mine børn, der slynges mod cementgulvet, mine børn, der fryser i bjergene. Åbningen gør mig skrøbelig og ulykkelig, sorgen over børn der ligger i mørket, der ikke bliver taget op. Kalve der rasende kalder på mor. Koen der hører sin kalv og dens kalden. Kan hun adskille kalven fra alle dem, hun allerede har mistet? Så snart hun har kælvet fyldes hun op med ny varm sæd. De skriger på hende, erstatter hinanden i en evighed og mælken vælter ned i slanger af plast. 

 

Åbningen gør mig kold og stærk, en åbning der ikke kan lukkes.

Syner forekommer hos mennesker der bliver udsat for ekstrem smerte, for nærdødsoplevelser, for svære fødsler. En kvinde ser sig selv svæve over en flok bøfler, der galopperer over en slette. Efterfølgende savner hun disse bøfler voldsomt, hun skammer sig, sørger i lang tid over ikke at svæve dér. 

 

Når vi dør ser vi lys, vi ser vores afdøde familiemedlemmer, venner. Vores ånd forlader os, hænger i luften og ser ned på os inden den forsvinder og bliver genfødt i nye børn. Disse børn fortæller om deres tidligere liv, deres tidligere huse, mødre, søskende, de kan udpege deres elskede på billeder. 

 

Vi ved ikke om hunden har syner, hvad dyrene tænker om dem selv og verden. Køerne, svinene, hønsene i fabrikslignende haller. Hvalerne der ikke kan finde hinanden, der skyller op med høreskader på grund af larmen fra tankskibene, der mister deres sprog. Søerne, køerne, der længes efter deres små, der farer og kælver og hønsene, hybriderne, der lægger æg og æg og æg og slides op på under to år, der mærker brystbenet brække, der bløder, der ikke kan holde deres æggeledere oppe i røven. Uendelige haller med levende væsner, øjne, ører, ivrige ben, der indespærres, opbevares, insemineres, afhentes, gasses, skydes, skæres op.

 

Vi høster hjerterne fra dyrene. Vi gror organer i deres kroppe, så vi kan redde menneskeliv. Jeg drømmer at jeg finder sådan en so. Hendes yver flyder udover gulvet, hendes hjerte pumper blodet rundt, hjertet skriger på tid, på at tiden skal standse et øjeblik, et enkelt minut, der er for meget blod, for meget kød at fylde ud. Men uden for kroppen er der ro. Smaskende, trygge lyde, nuttede grynt. Soen der vånder sig når hænder griber og munde suger og slikker de ømme vorter. Og det er hænder og ikke klove, det er fingre med negle, forbundet til arme, beskyttet af børster af hår, men arme som børns, der bøjer bagud og trækker. Det er en so, det er tydeligt også selvom hun er stor, men hendes unger er som vores og tilhører os. Lægerne kalder dem kimærer; krydsninger: blandinger: dyr og menneske. 

Levende fabrikker der nærer organer, der kan købes for penge. Jeg står der i rummet, i et lys der beroliger, bliver tung i kroppen af den søde bøvsende mæthed. Jeg stirrer på soen og hendes talrige afkom, stryger en hånd henover hendes varme bug. Jeg ved at de små bærer menneskehjerter, der skal redde børn. Jeg ved at hver af dem bærer liv, der skal gives til mennesker. De patter og sukker, menneskemunde og grisekroppe begærer den samme mælk. Jeg står der i rummet og ser ind i soens lyseblå øjne. Kender hun ungernes skæbne? Ved hun at de inde ved siden af bliver skåret op og tømmes for uundværlige dele? At de bliver kasseret som affald og i bedste fald forarbejdets og serveres for hunde?

 

Jeg falder på knæ foran soen, mine ben er så tunge, jeg lægger mig på gulvet og falder i søvn. Jeg vågner ved en lille hånd, der trækker i min bluse. Én der vil mættes og sutte på pat. Jeg åbner øjnene og ser på en unge. Med en næse som min, en mund som min, men med øjne som soens, lyseblå. Ungen klynker, jeg løfter den op. Jeg lader den patte, jeg bidrager til livet, der skal redde et barn. Det hellige, mirakuløse, ubetydelige, skrøbelige, usårlige, ligegyldige liv.

Når jeg lukker øjnene svømmer en øgle henover mig. En øgle med et æg i munden. En stor hund rejser sig, pigge skyder op af jorden, de tilhører dragen. Store halsende rovdyr. Når jeg lukker øjnene en sen aften eller tidlig morgen er rædslen der. En løve, en bjørn og jeg skal lade mig æde. Når jeg lukker øjnene ser jeg isen, som bjørnen står på. Jeg ser isen gennem isbjørnens øjne. Jeg kører ud til havet og lader mig synke ned i det iskolde vand. Jeg forsøger at lade mig føde på ny, jeg stiger op af vandet stærkere og mere magisk end før.

Verden slutter med dig. En vildere slutning får man ikke, hvilken vild tid at være menneske i.

 

Jeg kan huske vi sad og så nyheder, jeg var barn. En svinetransport var væltet, de store slappe grise lå spredt udover vejen, der var noget inde i mig, der gik i stykker. Min far måtte sidde ved min seng i mørket, jeg var i chok.

 

Jeg bestræbte mig på at holde verden fra livet, jeg øvede mig i ikke at gå ind i lidelsen. Da du kom var der en port, der sprang op, alt det grusomme væltede ind, det besatte mig. Alt dét som mennesker gør mod hinanden. Syge, slemme fantasier, som ikke vil forlade mig. Trolden, jeg frygter. Jeg ligger og venter på ham i natten. Han kommer ude fra skoven. Jeg ved hvordan han ser ud. Hans hud er kold og våd. Han kan tage form som en orm, en gris. Hans øjne er to små lyseblå søm, han er lydløs og bevæger sig hurtigt og præcist. Han har en kuffert med og i kufferten ligger det; det jamrende hvide intet, der kan tage form som din bror eller dig, så jeg slet intet opdager. Derfor er det altafgørende at jeg ser ham. Og jeg ser ham, han står der i gangen, stor og usynlig. Hvordan skal jeg beskytte jer begge? Hvem skal jeg vælge? Jeg forestiller mig at stå op om morgenen, at gå ind i værelset hvor din bror sover, at finde hans seng, at løfte dynen. Jeg forestiller mig at der ligger en dreng, der ikke rigtig er ham. Jeg kan høre den store trold ånde ude i gangen. Du vågner og skriger, jeg ser ned i tremmesengen. Din mund er forvreden, ser mærkelig ud, øjnene sorte. Jeg løfter dig ikke op, betragter dig bare. Har han allerede været der? Trolden sælger menneskebørnene til andre mennesker. Mennesker der laver film. Film, som Jessica, der arbejder i politiet har set. Jessica fortæller om et par, der groede et barn, som skulle være deres legetøj. Hun havde til opgave at screene deres chatsamtaler på facebook. De fantaserede om at fylde sæd i sutteflasker og made barnet med det. Du har et modermærke på det ene ben, jeg tjekker det hver morgen.

Jeg tog med din far hjem, vi havde din storebror med, det var inden dig. Det var en lang og varm tur. Næste morgen gik vi ned til havet, vi nåede vandet og tangen, der stak. Goplerne lå i grupper og duvede. Jeg gøs ved tanken om deres kølige kroppe. Alt var roligt og stille og tungt og alligevel vildt og kaotisk, som det er med et barn. En hvinen i luften fra havnen, en lastbil fuld af varme svin, jeg så den ikke, din far lod som ingenting. Jeg lod mig sænke ned i vandet og plaskede forsigtigt rundt mellem gopler. Jeg grinte af din bror og din far, der legede, men ramte en goppel og blev kold. Jeg forblev stille, jeg ville ikke overføre min rædsel til din bror. Jeg trak forsigtigt og roligt mod stigen. Da jeg kom op på badebroen fik jeg øje på lastbilen henne på havnen. Nu så jeg lufthullerne, etagerne med dyr. Det var dér, hvinene kom fra. De havde sagt i radioen at svinene ikke måtte komme ud og køre, varmen var rekordhøj. Svinene ville ikke kunne tåle varmen, de ville koge op indefra. Din storebror grinte fra vandet, jeg havde lyst til at tage ham med mig, trække ham op af vandet og løbe, men jeg gik alene. Jeg halsede op mod parcelhuset, lukkede alle vinduer. Svinene fandtes endnu. De skreg ind gennem hækken da vi spiste ude om aftenen. Svinene forstod ikke hvorfor ingen hjalp dem. Det måtte være derfor de skreg; de håbede at nogen ville høre dem. De håbede at en som mig ville gøre noget, et eller andet, de vidste jo ikke at de bare var svin, de vidste jo ikke at de ingenting betød. De stod der som børn og råbte på deres mor.

 

Amazonas brænder. Skovene i Australien brænder. Ilden spreder sig altfortærende, æder hele landskaber op. Koalabjørne løber lysende, hylende som levende bål over vejen.

 

Verden vil slutte med dig. De siger at alting vil kollapse. De siger at vi på verdensplan kun har tredive høste tilbage. De siger at bierne vil dø, at det er alt for varmt at det kun vil blive varmere. Der er mange, der ikke vil høre det. Anna siger at hun tror det vil gå godt. At naturen vil sejre. Men de siger at træerne vil dø; planterne, afgrøderne, insekterne, fuglene, dyrene, fiskene, algerne. Man må forsøge ikke at tænke på det, det er en leg vi må lege, den går ud på ikke at slippe vanviddet ind. Den går ud på at lukke denne afgrund, at gnide noget udover den for at glemme den. Vi forsøger ikke at tænke på afgrunden; vi danser med vores børn i armene. Vi forsøger ikke at tænke på afgrunden; vi plukker jordbær og tager til stranden. Vi forsøger ikke at tænke på afgrunden; vi spiser dejlig mad og drikker os ned. Træerne står her endnu. I falder i søvn som varme dyr. Husene er sig selv, jeres bedsteforældre sidder på Amager og læser i avisen. Jeg misunder alle ældre end mig, for de skal dø før os. De skal dø før dig og din bror.